Vin på Sangiovese
12
Om vindruen Sangiovese
Sangiovese er en blå drue, der er udbredt i det centrale Italien. Det er den dominerende drue i Toscana, hvor den er hovedbestanddelen i Chianti og Vino Nobile di Montepulciano, såvel som den eneste tilladte drue til de berømte vine Brunello di Montalcino.
Den dyrkes bedst i veldrænet kalkholdig jord på sydvendte bjergskråninger. Det betragtes som en lidt vanskelig drue, der springer ud tidligt på sæsonen og modner sent. Og er således både i risiko for sen forårsfrost og efterårsregn ved høsten, to faktorer der kan have betydelig indflydelse på udbyttet.
Samtidig er Sangiovese en højt ydende druesort, hvorfor producenten skal vælge mellem enten volumenproduktion, eller ved beskæring og grønthøst at reducere udbyttet men til gengæld hæve kvaliteten.
Den fik et lidt uldent ry i 70érne blandt andet på grund af massiv overdyrkning og uheldigt valg af kloner, hvilket gik ud over kvaliteten - men siden 1980'erne er kvaliteten af Sangiovese-baserede vine eksploderet opad, og de er nu nogle af de mest eftertragtede i verden.
Sangiovesedruen producerer vine med udtalt tannin- og syre niveau, men ikke altid med stor dybde i farven, og dens aromaprofil kan variere fra essensen af røde kirsebær og blommer over hø, skovbund og læder.