Chablis 1er Cru, Cote de Lechet, Domaine Fourrey
Druerne til denne Chablis 1er Cru kommer fra en håndfuld parceller på Côte de Lechet, hvor familien råder over 3½ hektar, på en jordbund bestående af lerholdig kalksten. Både her og i kælderen har Jean-Luc Fourrey regeret siden 1992, hvor han tog over fra forældrene. Vinifikationen foregår i ståltank, mens lagringen finder sted delvist på rustfrit stål og delvist på træfade af varierende alder.
Duft og smag udviser en dejlig kombination af præcision og mineralitet. Ung Chablis er ikke voldsom eller fyldig, men en fintslebet sag, der overbeviser med elegance snarere end hestekræfter. Aromaerbilledet domineres af æble, citron og friske mandler med letcremede nuancer. Kalkede mineraler, flintesten og en frisk syre giver en kompleks, men let-drukket vin, der er en effen madvin til et bredt udvalg af bordets glæder.
Prøv den til eksempelvis til en fiskeret, gerne torsk eller pighvar med en enkel velsmagende sauce som beurre blanc eller hollandaise. Også de lyse kødretter er oplagte til en vin som denne, blot skal der ikke være voldsom fedme i retterne. Selv østers, hvis egen mineralitet ellers overdøver langt de fleste vine passer ganske fint til denne Chablis.
Man kan nyde vine nu og de næste ca. 10 år frem. Med tiden vil man få en mere intens duft, hvor mineralerne træder endnu tydeligere frem og frugten vil fremstå mere afrundet i takt med at lagringsaromaerne dukker op.
| Navn | Chablis 1er Cru, Cote de Lechet |
| Land | Frankrig |
| Område | Bourgogne, Chablis 1er Cru |
| Vinhus | Domaine Fourrey |
| Kategori | Blanc |
| Drue | Chardonnay |
| Alkohol | 0,13 |
| Indhold | 75cl |
| Årgang | 2022 |